Bodil Udsen, 1925-2008, dansk skuespiller. Efter et år på Det Kongelige Teaters elevskole 1944-45 blev Bodil Udsen kasseret; man troede ikke, talentet rakte. Sideløbende med kontorarbejde begyndte hun derefter på Studenterscenen og kom derfra videre til revyen med debut 1952 på ABC. Gennembrud 1956 i Helsingør-revyen med visen ‘Fløjtetønden Victoria’. Sideløbende med revyarbejdet, bl.a. Tivolirevyen 1958 og Cirkusrevyen 1960 og 1961, fik Bodil Udsen en række seriøse roller, mest markant som Winnie i Becketts Glade Dage Fiolteatret 1962, der med genopsætning og udlån følgende sæson til Alléscenen og ARTE-turné, samt gæstespil i Bergen blev spillet 251 gange og vist på DRtv 1964.

Bodil Udsen placerede sig herefter hurtigt som imposant karakterskuespiller med sans for ‘store damer’, bl.a. som livsløgnersken Martha i Edward Albees Hvem er bange for Virginia Woolf ? Det Ny Teater 1964 og Gladsaxe Teater 1977, den magt- og mandeliderlige titelrolle i Bernard da Costas Storhertugindens afsked Aalborg Teater og Det Kongelige Teater 1972, og på Betty Nansen Teatret som Maria Callas i Terrence McNallys Master Class 1997, Selma Lagerlöf i P.O. Enquists Billedmagerne 1998, Olga i Enquists Søstrene 2000 og Philinte i Peter Langdals kvindeudgave af Molières Misantropen 2003 samt i titelrollerne i Euripides’ Medea Det Ny Teater 1973 og Marty Martins Gertrude Stein Aalborg Teater og Betty Nansen Teatret 1981. Sideløbende med de store seriøse karakterroller dyrkede Bodil Udsen fortsat det folkeligt-komiske, ikke mindst som teaterdirectrice Piper i Peter Fristrups Svend, Knud og Valdemar Riddersalen 1970, Madam Rust i Henrik Hertz’ Sparekassen Aalborg Teater og Alléscenen 1978, og på tv som værtshusholdersken Emma i Erik Ballings Huset på Christianshavn DRtv 1970-77 og den fremtromlende murermesterinde Jessen i Lise Nørgaards Matador DRtv 1978-82.

Det var denne storhed, denne imponerende bredde i udtrykket, fra den runde, leende og elskelige madamme til den imposante kvinde med den skræmmende hårdhed, den uforsonlige kulde og den særdeles kontante, nærmest rå afregning i replikken, der gjorde hendes mange skikkelser fængslende og grandiose i al deres kompleksitet.

Teaterpriser: Henkel-Prisen, Reumert-Prisen (Bikubens hæderspris, Årets kvindelige birolle), Teaterpokalen, Årets Æreskunstner.

Bibliografi: Manteufel, I Velkommen. Et portræt af Bodil Udsen 2005; Rølle, N & Rasmussen, T J Jeg vil jo helst være fri 1995; Dansk Kvindebiografisk Leksikon.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig