Belgien

Belgien, har to separate teaterkulturer, en fransksproget mod syd og en flamsksproget mod nord. B blev gennem 1970'erne og 1980'erne omdannet til en forbundsstat med en dobbeltorganisering: dels 3 geografiske regioner: Flandern i nord med ca. 6 mio. indbyggere, Vallonien i syd med ca. 3½ mio. indbyggere og Bruxelles med ca. 1 mio. indbyggere og dels 3 sprogligt baserede Fællesskaber: det flamsk-, det fransk- og det tysksprogede. Kultur, herunder teater, hører hjemme under Fællesskaberne. Af teatre er kun nationaloperaen Théâtre Royal de la Monnaie/De Munt i Bruxelles stadig en national institution. B blev selvstændigt i 1830. Opstanden mod det hollandske overherredømme startede 25. august efter en opførelse af D-F-E Aubers opera La Muette de Portici på Théâtre de la Monnaie, hvor den patriotiske duet i 2. akt ‘Amour sacré de la patrie’ opflammede publikum til at gå på gaden og gennemføre en borgerlig revolution. Det var politisk teater med en umiddelbar effekt.

Fra middelalderen kendes traditionelle mirakel- og helgenspil i Flandern. Fra den senmiddelalderlige ridderkultur er der bevaret 4 verdslige spil, de såkaldte abele spelen (adelsspil), som menes at stamme fra 1200-tallet. Fra 1400-tallet dannede retoriske selskaber grobund for teateraktiviteter over hele landet med symbolske og allegoriske temaer, moraliteter. Det mest berømte stykke er Elkerlyc (Enhver) fra slutningen af 1400-tallet. Retorikernes aktiviteter fortsatte bl.a. i amatørteater gennem århundreder, mens B var under spansk, østrigsk og fransk herredømme. Professionelt teater blev grundlagt i 1800-tallet (Antwerpen 1853, Gent 1871 og Bruxelles 1875). Het Vlaamse Volkstoneel (Det flamske Folketeater) blev grundlagt af Oscar De Gruyter i 1919 som et opgør med stadsteatrenes borgerlige publikum. Teatret førte en direkte pro-flamsk linje. Johan de Meester jr. var dets mest berømte leder, bl.a. inspireret af sovjetiske eksperimentatorer som Meyerhold, Aleksandr Tairov og Jevgenij Vakhtangov i en ekspressionistisk linje. Ekspressionismen blev også dyrket af Herman Tierlinck på Koninklijke Vlaamse Schouwburg (KVS) (Det kongelige flamske teater) i Bruxelles.

Efter 2. Verdenskrig var Koninklijke Nederlandse Schouwburg (KNS) (Det kongelige nederlandske teater) i Antwerpen det ledende teater i Flandern og havde status som flandersk nationalteater med KVS i Bruxelles som underafdeling. Siden 1967-68 har man opgivet tanken om ét nationalteater. Nu skulle stadsteatrene i Antwerpen (KNS), Bruxelles (KVS) og det i 1965 startede Nederlands Toneel Gent (NTG) (Gents nederlandske teater) tilsammen varetage forpligtelsen som nationalteater og producere forestillinger, der kunne spille i alle 3 byer. Siden 1945 har Reizend Volkstheater (RVT) (Det rejsende folketeater), fra 1991 under navnet Theater Zuidpool (Teater Sydpolen) turneret over hele Flandern som en fortsættelse af Het Vlaamse Volkstoneel.

Intimteatre blev etableret i 1950'erne og gruppeteatre i 1960'erne og 1970'erne. Teaterloven i 1975 omfattede bl.a. også disse teatre og betød øgede tilskud i de kommende år. En ny scenekunstlov fra 1993 inddrog yderligere teaterformer i støttepolitikken. Seneste lovregulering er kunstloven fra 2004.

Internationalt kendte instruktører er fx multikunstneren Jan Fabre med sit produktionssted Troubleyn i Antwerpen siden 1986 og Luk Perceval. Sidstnævnte stod 1998-2005 i spidsen for Het Toneelhuis (Teaterhuset) i Antwerpen, der er dannet ved en sammenlægning af KNS og det i Gent i 1984 oprettede Blauwe Maandag Compagnie (Kompagniet Blå Mandag). NTG blev i 2001 sammenlagt med Arca (1950-2001) til Publiekstheater. KVS gennemgik en fornyelsesproces før indflytningen i renoverede bygninger i 2004.

I den fransktalende del af B bestod størstedelen af det professionelle teater indtil 2. Verdenskrig af franske turnéer. Der var dog også eksempler på professionelle teatre som levede kortvarigt i Bruxelles som Théâtre du Marais (1922-26) og Théâtre du Rataillon (1930-35). Belgiske dramatikere som Maurice Maeterlinck, Fernand de Crommelynck og Michel de Ghelderode måtte hente deres succeser i Paris. I 1945 dannede man Théâtre National i Bruxelles, som både skulle spille stationært og turnere. Chef blev – i 40 år – Jacques Huisman, der havde været leder for turnéteatret Les Comédiens Rutiers. Fra 1948 begyndte staten i øvrigt at organisere støtte til teatre, og flere teatre i Bruxelles og i Liège blev støttet. Tendensen har i de senere år været at oprette lokale teatre flere steder i Vallonien i stedet for at basere sig på turnéer. En ny scenekunstlov for det franske Fællesskab blev vedtaget i 2003.

Uddannelsen til belgisk teater er også opdelt i fransksprogede og flamsksprogede institutioner, og den foregår dels på de klassiske konservatorier, dels på nyere teaterskoler. ITI, det internationale teaterinstitut, er i Belgien organiseret i to centre, et for det franske Fællesskab og et andet for det flamske.

Bibliografi: The contemporary theatre in Belgium 1970; Aron, P La mémoire en jeu. Une histoire du théâtre de langue française en Belgique (XIXe-XXe siècle) 1995; Rubin, D The World Encyclopedia of Contemporary Theatre. Vol 1. Europe 1994; Van den Dries, L 91 ‘The Theatre System of Belgium’ i van Maanen, H & Wilmer, SE Theatre Worlds in Motion 1998.

Hjemmeside for VTi - Vlaams Theater Instituut