Alhambra, forlystelsesetablissement med plads til 2.000 tilskuere på Frederiksberg Allé (på grunden mellem Hauchsvej og Alhambravej), der åbnede 1857. Idémand var Tivolis grundlægger Georg Carstensen, som dog ikke nåede at opleve åbningen, idet han døde nogle måneder inden.

Hovedbygningen blev opført i maurisk stil med kupler og minareter og rummede en stor fleksibel sal, der kunne fungere som koncert- og teatersal og på kun et kvarter omdannes til cirkusmanege. Tanken var også at have karruseller og rutschebane som i Tivoli, men af hensyn til naboerne blev det ikke tilladt. Til gengæld opnåedes bevilling til at spille koncerter, folkekomedier, lystspil og vaudeviller, affyre fyrværkeri og indrette restauranter, billarder og caféer samt sælge tobakker og cigarer. Problemet var imidlertid, at A var tænkt større end det kunne bære, og entréen blev alt for dyr. Man lokkede med udenlandske artisttrupper og forsøgte at producere sig ud af problemerne med et hav af teaterforestillinger, men til sidst slap pengene op.

I begyndelsen af 1870 lukkede etablissementet, inventaret blev solgt, bygningerne revet ned og jorden udstykket til beboelse. Fyrværkeriet var berømt, og fyrværkerimesteren Amici fik efterfølgende en vej opkaldt efter sig.

Bibliografi: Neiiendam, R Forlystelsernes Allé 1958.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig