Agnes Nyrop, Lange, 1841-1903, dansk skuespiller. Begyndte 1854 at læse hos Frd. Høedt, og ansat på Folketeatret fra dets åbning 1857. Her voksede Ns popularitet som folkekomediens heltinde med et smukt sydlandsk udseende og et lidenskabeligt spil. I 1864, hvor Johanne Luise Heiberg trak sig tilbage fra scenen som skuespiller, debuterede N på Det Kongelige Teater i titelrollen i Athalia Schwartz’ Charlotte Corday. N optrådte efterfølgende i flere af Johanne Luise Heibergs tidligere roller, bl.a. som Oehlenschlägers Dina 1869, men blev tilsidesat af Johanne Luise Heiberg, der var instruktør 1867-74, og først efter hendes afgang 1874 fik N lejlighed til at spille bl.a. en række Shakespeareroller; Portia i Købmanden i Venedig 1879, Helena i En skærsommernatsdrøm 1885 og 1894 Lady Macbeth i Macbeth. Ns klassisk-tragiske spillestil stemte dog ikke med den ny naturalistiske dramatik, og 1896 trak hun sig tilbage. Datter af H.W. Lange.

Bibliografi: Bang, H Kritiske studier og udkast 1880; Dansk Kvindebiografisk Leksikon.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig