vaudeville

Vaudeville, af oldfr. Vau-de-vire, stednavn, sidste led i slægtskab med ville/by, musikalsk teatergenre, hvis betegnelse enten er udledt af vau de Vire (Normandiet), dvs. dalen ved Vire, hvor der i 1400- og 1500-tallet var tradition for en særlig slags muntre, aktuelle sange og satiriske viser, eller har oprindelse i udtrykket voix des villes, dvs. gadeviser. Sange som disse blev senere indlagt i de musikalske skuespil og harlekinader, som i 1700-tallet blomstrede på de parisiske markedsteatre. Pga. en lovgivning, der forbød andre end de privilegerede teatre at opføre skuespil med gennemgående dialog, blev musikken og de lånte sange, ofte med nye tekster af parodisk indhold, en praktisk genvej og en enkel måde for de små folkelige scener til at omgå loven. Betydelige franske V-digtere som Alain-René Le Sage og Charles-Simon Favart skabte denne humoristiske genre, der blev den direkte forudsætning for det franske syngespil.

I Paris i 1819 blev Johan Ludvig Heiberg charmeret af den franske V, som han omformede i en aktuel dansk sammenhæng. Den danske V fik større mening og bedre intrige end den franske, og melodierne blev hentet fra kendte viser, fra Carl Michael Bellman og fra tidens mest populære operaer og syngespil. I 1825 havde Det Kongelige Teater premiere på Heibergs første V Kong Salomon og Jørgen Hattemager, der blev en stor succes, og i de følgende sæsoner skabte han endnu 12, hvor hans vittige satire over uansvarlige kritikere og pressefolk, Recensenten og dyret fra 1826 hører til blandt hovedværkerne. S.å. udgav Heiberg et polemisk skrift Om vaudevillen som dramatisk digtart, der harcelerede over dem, der ikke fandt genren tilstrækkelig seriøs for nationalscenen. Men V faldt i publikums smag, og adskillige dramatikere som Henrik Hertz, Th. Overskou, Poul Chievitz & Adolph von der Recke, H.C. Andersen, Erik Bøgh og J.C. Hostrup blev bidragydere i de følgende mange årtier. En noget anderledes genre er 1800-tallets amerikanske V, der er en slags varieté-show i smag med den engelske music-hall. Se også Musik på scenen.

Bibliografi: Clausen, J Kulturhistoriske studier over Heibergs vaudeviller 1891; Krogh, T Heibergs vaudeviller. Studier over motiver og melodier 1942.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig