teaterkoncert

Teaterkoncert, en forestillingstype, hvor enkeltstående musiknumre, oftest med sang, bindes sammen til et idébaseret forløb, der understøttes af scenografi og kostumering. Koncerter har i forskellige udformninger og med vekslende grad af scenisk udstyr været afholdt i teaterhuse, siden de blev bygget. Mellemaktsmusik med forskellige illustrerende optrin og mere eller mindre iscenesatte koncertdele som del af en samlet teateraften er ligeledes forekommet siden 1600-tallet. Også det kirkelige oratorium, hvori der kan indgå fremstilling af bibelske fortællinger, er en del af Ts ophav. Den får dog først sin form i den nuværende betydning omkring 1970. Med fremkomsten af avanceret rockmusik, ofte inspireret af klassisk musik og avantgardekunst-strategier, udfoldes, især af britiske navne som fx The Who og David Bowie en ny form for teatralisering af koncertsituationen. Den er baseret på en cyklisk, indholdsmæssig sammenhæng mellem de enkelte musiknumre, etableringen af fiktive, gennemgående personer i det lyriske indhold samt omfattende brug af lyseffekter, scenografi og kostumering. Disse koncerter har ofte afsæt i de såkaldte koncept-albums, fx The Beatles’ Sgt. Pepper’s Lonely Hearts Club Band 1967 og The Who’s Tommy 1969 af Pete Townshend (Tommy – en rockopera, gæstespil Det Kongelige Teater 1970) hvor de enkelte sange er indbyrdes forbundne gennem en sammenbindende idé. Lloyd Webbers Jesus Christ Superstar 1971 udkom oprindelig som et koncept-album og dens første sceneopførelser havde form af T. I Danmark fremkom formen omtrent samtidig med en række koncertarrangementer af teatralt tilsnit med fx politisk orienterede grupper som Røde Mor og Jomfru Ane Band. Formen genopdagedes i 1990'erne bl.a. af teaterensemblet Dr. Dante, der med publikumssucceser som Gasolin’ – en teaterkoncert 1994 og afskedsforestillingen Lillerød 2001 satte T på plakaten igen som en interessant og især ungdomsappellerende teaterform.

Bibliografi: Walker, J A Cross-Over 1987; Frith, S & Horne, H Art into Pop 1987.