surrealisme

Surrealisme, og surrealistisk teater, er begreber overtaget fra den franske digter Guillaume Apollinaire, der i 1917 kaldte sin groteske farce Les Mamelles de Tirésias for un drame surréaliste. Overgangen mellem dadaisme og surrealisme er glidende, og mange af André Breton, Robert Desnos og Louis Aragons dramatiske skitser, som de efter bruddet med dadaisterne udgav i tidsskrifter, adskilte sig ikke væsentligt fra forgængernes, bortset fra at de ikke var beregnet for offentligheden. Ny var også interessen for Freud. Surrealisterne dyrkede ‘automatskriften’, dvs. det direkte citat fra underbevidstheden. Målet var ikke at skildre handlende personer, men at lade bevidsthedsstrømme mødes og glide over i hinanden.

Breton foragtede teatret som kommerciel organisation, hvilket førte til en konflikt med Antonin Artaud, hvormed surrealisterne mistede chancen for en permanent scene; Artaud og Roger Vitracs Théâtre Alfred Jarry havde kun eksisteret et par år (1927-29), da det blev snigløbet af Breton og hans kreds. Til teatrets vigtigste produktioner hørte Vitracs Les mystères de l’amour og Victor ou Les enfants au pouvoir (Victor eller Når børnene tager magten Det Ny Teater 1963) og Artauds opsætning af Strindbergs Un jeu de rêves (Ett drömspel). En scene mere i Bretons ånd var teaterlaboratoriet Art et Action, der fungerede som lukket klub uden adgang for pressen, og hvor Georges Ribemont-Dessaignes’ metafysiske farcer l’Empereur de Chine 1926 og Le Bourreau de Pérou 1930 fandt et hjemsted. Desuden har Jean Cocteau ydet nogle af de væsentligste bidrag til surrealistisk drama, ballet og film, selvom surrealisterne aldrig tog ham til sig.

Selvom surrealismen havde sit udgangspunkt i Frankrig, var den ikke geografisk begrænset. I Spanien fx var García Lorca en betydelig repræsentant for det surrealistiske drama. I Danmark kan man spore surreale træk i Kjeld Abells dramatik, ikke mindst i hans sene stykker. Surrealismen har overordnet set været en vigtig inspirationskilde for det moderne teater og en forløber for det absurde drama og det nye performance-teater. Se også Avantgarde.

Bibliografi: Matthews, J H Theatre in Dada and Surrealism 1974; Henkin Melzer, A B Dada and Surrealist Performance 1990.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig