Reformatorer, fornyere af forståelsen og udøvelsen af teatret. Teatret er blevet til ved en sekularisering af kult og ritual. I historiens løb har det været opfattet som provokerende unyttigt eller skadeligt som et overfladisk eller sekundært fænomen i forhold til virkeligheden eller en dybere mening. I 1700-tallet forsøgte en række reformatorer at hæve dets sociale og moralske anseelse ved at knytte det til en faktisk virkelighed som en moraltematiserende kulturinstitution. Det gælder Holberg, Carlo Goldoni, J.C. Gottsched, G.E. Lessing og Denis Diderot. En anden, radikal tendens ville reformere ved at eliminere, nogle af de sidste eksponenter herfor var Riccoboni og Rousseau.

I 1800-tallet gik ønsket hos fx Wagner i retning af at lade kunstarten gestalte de kollektive myter, altså gengive det en art rituel funktion – noget lignende ses hos Edward Gordon Craig og siden hos Antonin Artaud, som ville føre teatret tilbage til dets metafysiske urgrund. Jerzy Grotowskisrituelle teater rummer en lignende tanke. Man kan tale om en drift mod at hele syndefaldet i forhold til kunstartens oprindelige funktioner, løsrivelsen fra kulten. For Brecht var det ‘kulinariske teater’ en vederstyggelighed; teatret skulle tjene større mentalt mobiliserende formål. Andre reformatorer er mere entydigt kunstneriske, som Stanislavskij, der ønskede at skabe et ‘kunstnerisk teater’.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig