Parabel, af gr. parabolé ‘det, der går tæt ved siden af ’, ‘sammenligning’, ‘stillen ved siden af hinanden’, en kort og enkel fortælling, formmæssigt beslægtet med allegorien og fabelen, der fører frem til en moralsk indsigt. Som indlagt i en anden fortælling overfører den sin morale til denne ny sammenhæng. G.E. Lessing indlægger således i Nathan der Weise 1779 en kortfattet version af Giovanni Boccaccios fortælling om de tre ringe som en påmindelse om religiøs tolerance, og Brecht bruger i Der Kaukasische Kreidekreis 1943 P om Salomons vise afgørelse i to kvinders strid om et barn.