pantomime

Pantomime, gr. pan(to ‘alt’ og mimos ‘efterligner’), dramatisk forløb, der gennemspilles ordløst, mimisk, ofte med et egentligt formaliseret tegnsprog. P kendes fra antikken, ofte med mytologisk indhold. I renæssancen kunne de forekomme som intermezzi i den alvorlige opera, eller som dumb shows – fx spillet-i-spillet i Shakespeares Hamlet. Da maskekomikerne på de parisiske markeder ca. år 1700 fik forbud mod at spille komedier, udviklede de mimiske harlekinader, der siden via London endte som den genre, der endnu opføres på Pantomimeteatret i Tivoli under betegnelsen den casortiske pantomime. Det er kærligheds- og flugthistorier med indslag af trylleri. I Paris fik P en blomstring med Jean-Gaspard Debureaus poetiske Pjerrot-figur. De anti naturalistiske eksperimentatorer sidst i 1800-tallet i Paris søgte til folkelige former som skygge- og pantomimespil. Inspireret heraf kaldte Strindberg en stum sekvens i Frøken Julie 1888 for P. Becketts Actes sans paroles 1957 (Stumspil Det Kongelige Teater 1959) kan forstås som en moderne P.

Bibliografi: Duchartre, P L The Italian Comedy 1966; Hallar, M Teaterspil og tegnsprog 1977.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig