Musical. Andrew Lloyd Webbers Phantom of the Opera på Det Ny Teater 2004.

.

Musical comedy, dramatisk genre, hvori poetiske tekster, musik og dans samstemmes til en helhed, ofte uden et slagkraftigt plot. Der findes ingen dansk pendant. MC er nært beslægtet med operetten, som opstod før, og musicalen, der opstod efter, men adskiller sig fra dem begge ved at musikken og dansen her ikke har handlingsbærende betydning. Genren opstod som et burlesk modstykke til de engelske operetter i midten af 1800-tallet i amerikanske storbyer, primært New York, ikke mindst initieret af komiker-parret Edward Harrigan og Tony Hart, som optrådte på Broadway mellem 1878 og 1884. Deres serie af Mulligan-shows henvendte sig til de lavere klasser i New York, immigranterne og etniske minoriteter, som elskede at se sig selv taget under behandling på scenen. I England var det George Edwardes, der cementerede genrens popularitet med over 100 MC som han producerede til Gaiety Theatre og Daly’s fra 1885 til sin død. Ophavsmændene til forestillingerne skrev oftest under pseudonym for ikke at skade deres øvrige ofte seriøse karrierer, fx Adrian Ross (pseud. for Arthur Ropes), med The Orchid 1903 og bearbejdelsen af Franz Lehárs The Merry Widow 1907 samt Owen Hall (pseud. for James Davis) og Leslie Stuart (pseud. for Thomas Barrett), med Floradora 1899 og Sidney Jones med The Gaiety Girl 1893 og The Geisha 1896 (Geisha eller Thehuset i Japan Casino 1899).

Forestillingerne skabtes med både litterære og musikalske lån fra tidligere opsætninger, og de var i hele spilleperioden under konstant revision. Handlingsgangen bestod af træfsikre konflikter som fx forvekslinger eller den umulige kærlighed mellem høj og lav formidlet af muntre indfald, kvikke ordspil og gode ørehængere, der mere appellerede til lattermuskler end eftertænksomhed. I centrum stod den smukke elegante kvinde, som undervejs i forestillingen gav nogle sang- eller dansenumre helt fremme ved rampen. MC var udbredt primært i de engelsktalende lande, og på højden af sin popularitet fra 1880'erne til 1. Verdenskrigs afslutning 1918.

Bibliografi: Bordman, G American musical theatre: a cronicle 1986; Ewan, D The Complete Book of the American Musical Theatre 1959; Gänzl, K British musical theatre 1986; Smith, C Musical Comedy in America 1981.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig