Motiv, af lat. motivus ‘som giver anledning til bevægelse’. M bruges på flere niveauer. Overordnet fx om Faust- eller Don Juanmotivet i dramatikken eller forbundet med det enkelte værk fx hævnmotivet i Shakespeares Hamlet. M kan knyttes til typer som misantropen, trolden, der kan tæmmes, eller til situationer: den evige trekant. Det kan udgøre handlingsmønstre og både fremskynde og forsinke handlingen, jf. heltens dilemma forud for katastrofen i den klassiske tragedie. Hovedmotiv bruges ofte alternerende med tema.