monodrama

Monodrama, første gang benyttet som genrebetegnelse af den tyske skuespiller Johann Christian Brandes i betydningen et kort stykke for en enkelt skuespiller, støttet af stumme personer og ofte med musikledsagelse. M blomstrede i 1700-tallets Frankrig og Tyskland, hvor myter og litterære forlæg tjente som stof (Rousseaus Pygmalion 1770 og Goethes Proserpina 1776). Solospil har under forskellige former været kendt i teatret til alle tider. I 1900-tallet benyttedes teknikken tit som ‘dialogpartner’: telefonen i Jean Cocteaus La voix humaine 1930 og båndoptageren i Becketts Krapp’s Last Tape 1958.

Ca. 1910 udarbejdede den russiske dramatiker Nikolaj N Evreinov sin egen teori for M, der if. ham skulle afspejle en enkelt sjæls univers og tvinge tilskueren til at opleve verden gennem protagonistens øjne. Evreinov skrev flere M, bl.a. I Sjælens Kulisser 1911, der foregår i et menneskes hjerne. Der er flere skuespillere på scenen, men de er alle dele af hovedpersonen selv eller fostre af hans hjerne. Ligeledes har mange ekspressionistiske stykker, der opfattedes som M, en altdominerende hovedperson, der bevæger sig i en verden af dobbeltgængere og skygger. En forløber for denne art dramatik var Strindbergs Til Damaskus. En særlig type M opstod i USA i 1970'erne: autoperformances, hvor en soloskuespiller benytter sig selv og sit eget liv som stof (Spalding Gray, Laurie Anderson m.fl.). Siden 1999 afholdes hvert andet år en international monodramafestival, Thespis-Festival, i Kiel.

Bibliografi: Hind, T ‘Evreinov, teatralitetsprincippet og monodramaet’ i Toernqvist, E Drama och teater 1968.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig