lyddesign

Lyddesign, danner parallelt med lysdesign et gennemkomponeret, medspillende rum omkring en dramatisk produktion for at styrke dens kunstneriske påvirkning af publikummet. L, ofte i samklang med lysdesign, kan bruges til at give oplysninger til publikum som ikke direkte fremgår af teksten, som fx tid og sted: et blegt skrånende lys og fuglefløjt konnoterer tidlig sommermorgen, mens kraftige røde lysglimt og kanonslag konnoterer en krigssituation, eller man kan fx ved hjælp af musik forstærke publikums følelser eller give en stemning af uhygge. Men L kan også understøtte det, som publikum ser eller får at vide, og som instruktøren ønsker at give særlig betydning som fx den smækkende dør efter Nora har forladt hjemmet i Ibsens Et dukkehjem. Der er tale om lyde som er velkendte koder hos publikum; i commedia dell’arte ringede man med en kobjælde for at understrege en aktørs raseri eller ophidselse, mens en triangel beskrev en lykkelig stemning.

På et teater har L længe begrænset sig til reallyde, der blev fremstillet med simple hånddrevne maskiner som vind- og regnmaskiner, tordenplader o.l., samt, men sjældnere, til musik. Med film-, radio- og tv-dramatik og den tekniske udvikling, der sætter ind fra 1950'erne, vokser også teatrets opmærksomhed om vigtigheden af lydrummet omkring de optrædendes stemmer, og den ny teknik fra 1960'erne med lydborde, hvor optagelsesmuligheder, lydmixing og præcisionsgengivelse har løst teatrets problemer med at koordinere lyden med den direkte optræden på scenen og givet L uendelige muligheder. Fra midt i 1970'erne begynder man at anse L for at være et selvstændigt kunstnerisk speciale. Lyddesignere uddannes over en 4-årig periode på Statens Teaterskole.

Bibliografi: Leonard, J ‘Sound effects’ i Walne, G Effects for the Theatre 1995; Lord,P& Templeton, D The Architecture of sound: designing places of assembly 1986; Napier, F Noises Off: a Handbook of sound Effects 1936.