kulturkanon for scenekunst

Kulturkanon for scenekunst, gr. kanon ‘regel’, ‘norm’. April 2005 blev der på initiativ af kulturminister Brian Mikkelsen nedsat syv udvalg à fem medlemmer, som inden for hver deres felt skulle sammensætte en national kanon bestående af 12 udvalgte værker, der alle skulle være ‘uomgængelige, hvis man vil beskrive hvad der er karakteristisk og markant i dansk kultur’, ‘… så vigtige at vi alle kan have glæde af at lære dem at kende’ og samtidig ‘illustrere at dansk kunst og kultur er blevet til i et samspil og en vekselvirkning med europæiske og internationale strømninger’. Initiativet skabte en vis debat, på den ene side for at være et nationalistisk led i en kulturkamp mod kulturradikalismen og på den anden side for at være en kulturkamp mod en ‘middelalderlig muslimsk kultur’ (Mikkelsen, 2005).

KFS er i lighed med hele kulturkanonen præget af en række mere eller mindre tilfældige selektionsprincipper: værkerne skal både være klassiske (tidløse) og avantgardistiske (nybrydende) og repræsenterer således et meget bredt værkbegreb, inden for scenekunst fra klassisk ballet over revy til bandet Sort Sols liveoptræden. Samtidig bemærkes fraværet af de nyeste værker, fx fra nybrydende teaterformer som eksempelvis Dr. Dante, Odin Teatret eller Hotel Pro Forma, især set i lyset af at oplægget netop fremhæver det levende teater.