karakterskuespiller

Karakterskuespiller. Laurence Olivier som Shakespeares Richard III i filmen af samme navn 1954.

.

Artikelstart

Karakterskuespiller, en skuespiller, der udmærker sig ved at kunne skabe og spille markant forskellige og egenartede roller eller typer. Man kan forstå K på flere måder. Med karakter mener man i dette tilfælde en fiktiv person, en rolle, der er skabt af en dramatiker og/eller en skuespiller for at blive spillet på en scene. Rollen ses således som en rammebeskrivelse af en række karakteristiske træk eller særtegn, som K fortolker med sin krop og sin stemme i konkret handling. K har rødder tilbage til de græske komedier og tragedier, hvor skuespillernes masker henviste til dramaets enkelte roller. Maskerne var formet som typer eller faste figurer. Med maskerne fulgte der visse handlingsmønstre og konventioner, som skuespillerne skulle beherske. I maskekomedierne fra 1500-tallet som commedia dell’arte blev der anvendt halvmasker og/eller sminke for at karakterisere de forskellige typer. De typer eller karakterer, vi finder, specielt i det folkelige teater, bliver somme tider kaldt arketyper; fx den gerrige fader, tjeneren eller elskeren. Man ser ofte, at en blanding af teatrets klassiske typegalleri og C.G. Jungs arketyper indgår i forståelsen af K.

Den klassiske skuespilkunst i det 17. og 18. årh. udviklede en række teatrale konventioner i form af positurer, mimik og talemåder, der karakteriserede hver rolle, eller rettere sagt, hvert rollefag. Med romantikken kom en større interesse for individuel fremstilling af roller. Store skuespillere blev kendt for at kunne fremstille klassiske roller på en ekspressiv og individuel måde. Med naturalismen og realismen kom interessen for individuelle udtryk til fordel for klassiske konventioner. Med det moderne teaters gennembrud kom der en række bud på, hvad den nye skuespiller skulle kunne for at blive en professionel og skabende kunstner. Mest kendt er Stanislavskij, der på mange måder gjorde K til norm for al skuespillerkunst. Han stillede spørgsmål ved rollefagenes konventioner og indførte studier af virkelige mennesker som væsentlig reference for skuespillerens karakterarbejde. En karakter betragtes nu ikke længere som en ‘fast type’, men mere som et udtryk, skuespilleren har fundet frem til efter nøje studier af en række mulige, forskellige og gerne modstridende karaktertræk ved en rolle. Historisk var det Strindbergs, Ibsens og Gerhart Hauptmanns dramatik og roller, der fungerede som model for den nye skuespillerkunst og som forbillede for nye fortolkninger af klassiske roller. Kompliceret flertydighed blev vigtigere end ekspressiv entydighed i rollefremstillingen. Stanislavskij regnes også som ophavsmand for underteksten, som i dag nok vil være en af Ks væsentlige redskaber. At skabe en undertekst betyder, at skuespilleren finder frem til, hvad der ikke siges med ord, men som alligevel er styrende for måden, handlingerne bliver udført og ordene bliver sagt på. Undertekst og fortolkning hører derfor oftest sammen for K. Med den såkaldte Method Acting, som først og fremmest kendes via navne som Lee Strasberg, Stella Adler og Sanford Meisner, som arbejdede sammen i The Group Theatre og The Actors Studio i 1940'erne og 1950'erne. Der er både forskelle og ligheder mellem Stanislavskijs såkaldte The System og Method Acting. Det vigtigste sammenfald ligger i et mål om at det er skuespillerens ansvar at skabe troværdige karakterer og at spille dem levende og overbevisende på scenen. Der bliver således lagt stor vægt på at analysere karakteren som psykologisk enhed, på de givne omstændigheder, dramaet tilbyder, og på, at al handling inddeles i mindre dele, hver med klare motivationer og følelsesudtryk for hver enkelt handling og scene. Mens Strasbergs Method Acting lægger megen vægt på sammenfald mellem rollens følelser og egne følelser, lægger fx både Adler og Meisner mere vægt på hhv. tekstens eller handlingens realiteter for at opnå troværdighed som grundlag for at være en god K. I Danmark har Stanislavskijs elev, Michael Chekhov det sidste tiår fået stor betydning for forståelsen af, hvordan skuespilleren kan skabe troværdige karakter uden at bruge sig selv og egne følelser som model.

Til trods for teatrets mange forsøg på at skille sig af med scenens konventioner og klicheer, har mange hængt ved forståelsen af, hvad det vil sige at være en god K også i dag. K anvendes derfor som regel om skuespillere, der har magtet at skabe markante rollefortolkninger af en eller flere klassiske sceniske roller som fx Hamlet eller Hedda Gabler, eller som har slået igennem med genkendelige og skarpt tegnede roller i film eller fjernsynsserier. Referencen til metode kan siges at være mindre væsentlig end det faktum, at skuespilleren selv bliver kendt for sin tolkning af en eller flere markante roller. Erik Wedersøe har i bogen Min Jago 1992 skildret sit arbejde med at trænge ind i denne rolle til opførelsen af Shakespeares Othello på Gladsaxe Teater s.å.

Bibliografi: Chekhov, M Til skuespilleren 1997; Cole, T & Chinoy, H K Actors on Acting 1962; Lewes, G H On Actors and the Art of Acting 1957; Moore, S Stanislavskij-systemet 1966; Stanislavskij, K Skuespillerens ydre teknik: en skuespillers arbejde med sig selv 2 1991; Öhngren, L Att vara skådespelare 1963.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig