interkulturelt teater

Interkulturelt teater, teater mellem kulturer eller på tværs af kulturer. Teaterformer som er udtryk for eller resultat af kulturelle møder og udvekslinger (specielt mellem vestligt og asiatisk teater). Der er tale om forskellige variationer lige fra dialog, fusion og hybrid til multikulturel blending. Det afgørende er ofte, om kulturerne formår at bevare deres egenart, eller om de fusioneres og integreres. I romantikken er det fremmede og eksotiske en vigtig inspirationskilde, som fx Tivoli i Kbh. fra 1848, som bygger på forestillingen om det fremmedes – her Asiens – æstetik og kultur. Denne orientalisme er senere blevet kritiseret for at være en vestlig projektion, og at ‘de fremmede’ er blevet set som vestens egen konstruktion. Teaterteoretikere har i det 20. årh.s første halvdel ladet sig inspirere af mødet med asiatisk teater som fx Meyerhold, der så japansk teater 1902, Artaud, der så balinesisk teater i Paris 1931 og Brecht og Eisenstein, der så kinesisk teater i Moskva 1935. Disse teaterreformatorer benyttede forskellige elementer i asiatisk teater som forbilleder i deres forsøg på, som et opgør med realismen, at reteatralisere teatret. Senere, i 2. halvdel af det 20. årh., begyndte teaterfolk selv at rejse til Asien for at lære sig teaterteknikker, og herefter blev der i højere grad tale om et forbrug af figurer, traditioner og teknikker ud fra en mere pragmatisk synsvinkel: Ariane Mnouchkines Shakespeareopførelser Richard II 1981, Twelfth Night 1982 og Henry IV 1984 med asiatisk teaterteknik, Peter Brooks overførsel af et indisk epos, Mahabharata 1985, til en vestlig teatersammenhæng eller Odin Teatrets byttehandel i mødet mellem forskellige kulturer.

Begrebet benyttes også i forbindelse med studier af fælles og genkomne principper i forskellige teaterkulturer som hos ISTA, hvor en form for udveksling (euro-asiatisk teater) er udtryk for kulturpolitisk tænkning, som knytter sig til globaliseringen, hvor kulturudvekslingen er et vilkår i en interkulturel tid. Den japanske butō er et eksempel på interkulturalisme, hvor vestlige teaterfolk som Artaud og Mary Wigman har inspireret japanske dansere til at skabe en særlig symbiose mellem vestlig moderne dans og traditionelt japansk teater, ligesom den japanske performance gruppe Dumb Type, der er inspireret af vestlig performanceteknik som hos Hotel Pro Forma og Wooster Group, der i øvrigt selv på konceptuel vis benytter ‘fremmedartede’ danseformer. Eksempler på interkulturalister, som ud fra formelle koncepter er inspireret af asiatisk teater, er Robert LepagesHiroshima – The Seven Streams of the River Ota 1996 og Robert WilsonsKing Lear 1990 efter Shakespeare. Instruktøren Ong Keng Sen fra Singapore opførte Search:Hamlet 2002 på Kronborg, en interkulturalistisk forestilling om at søge en moderne Hamlet-identitet: hver enkelt performer, som kom fra ét af syv forskellige lande, tilhører sin individuelle kontekst, kulturelt og professionelt, hvilket skaber grundlaget for mødet og forskelligheden. Ur-Hamlet 2006 iscenesat af Eugenio Barba på Kronborg var ligeledes et IT med 90 medvirkende og 30 nationaliteter. Forestillingen iscenesatte teater kulturer som japansk nō, balinesisk gambuh, brasiliansk candomblé og Odin Teatret.

Bibliografi: Fischer-Lichte, E The Dramatic Touch of Difference. Theatre Own and Foreign 1990; Pavis, P The intercultural Performance Reader 1996; Watson, I Negotiating cultures 2002.