erotisk teater

Erotisk teater, Teater, der som sit formål har at provokere tilskueren, sædvanligvis gennem en udpræget kropslighed, for at fremkalde sanselig opstemthed. Det er kunstigt at opstille en fast grænse mellem det pornografiske og det erotiske i teatret, men i en afgrænsning af dette må man skelne mellem det direkte seksuelle (som i peep-shows, floor shows, typer af strip, SM-forestillinger, og visse dele af 1960er-avantgardens forestillinger såsom det amerikanske Living Theatre’s orgie i slutningen af Paradise Now 1968) og typer af teater, der benytter sig af æggende kropslige og sanselige teknikker for at opnå erotisk opstemthed hos modtageren. På samme måde som det pornografiske teater må ET defineres i relation til de omgivende samfundsnormer, hvilket tydeligt kan ses i forskellen mellem visse oprindelige typer af asiatisk teater, fx kabukis ur-form, hvor det erotiske var et vitalt element, og det vestlige tekstbaserede teater. Fra det græske teaters bakkanaler, senantikkens kvindelige mimedansere, de unge mænd i elizabethanske kvinderoller, kastratsangerne, kvindelige skuespilleres bukseroller i romantikken til vore dages striptease har teatret været nært forbundet med det erotiske. Op gennem århundrederne har magthavere i såvel det muslimske Mellemøsten som det kristne Europa forsøgt at regulere teatret for at frigøre det fra den farlige erotik.

Romantikkens teater blev, i et opgør med den franske nyklassicisme og dets søgen efter det sublime, med sin stiliserede spillestil til tider opfattet som erotisk (især kvinder i bukseroller opfattedes som erotiske med muligheden for at se deres ben). Den unge Johanne Luise Heiberg er Danmarks bedste eksempel på dette i sine tidlige lystspils- og vaudeville-roller.

I sidste halvdel af det 20. årh. blev den nøgne krop en del af det vestlige teater fra den chokerende nøgenhed i Ragni og Rados Hair 1967 i USA og ditto i Flemming Flindts ballet Dødens Triumf Det Kongelige Teater 1971. Denne brug af nøgenhed kan ikke fuldstændigt adskilles fra erotik (erotikken opstår for så vidt i mødet mellem værk og tilskuer og er afhængig af tilskuerens tiltrækning), men må adskilles fra teater der bevidst som teatralsk strategi benytter sig af det erotiske som æstetik eller formål.

Teatret som kunstart kan siges at være baseret på en grundlæggende erotisk præmis: at nogen i en gruppe eller for sig selv ser på en eller flere andre, der forestiller noget andet end dem selv. I denne basale teatrale situation findes en erotisk leg med roller og magt mellem den sete og de seende. I det rituelle i teateroplevelsen eksisterer for tilskueren en grundlæggende erotisk situation i anonymt at se og blive set – en situation der blev institutionaliseret i barokkens logeteater og forsøgt undgået i det spanske guldalderteaters Corrales de Comedia med deres adskillelse af mænd og kvinder (hvilket tydeligt er baseret i en heteroseksuel forståelse af erotik).

Bibliografi: Elsom, J Erotic Theatre 1973; Rosenberg, T Byxbegar 2000; ‘Sex and Performance Issue’ i The Drama Review vol 25, 1981.