drengeskuespillere

Drengeskuespillere, er i vestlig sammenhæng især knyttet til renæssancen. Bl.a. i England agerede trupper af D såsom The Children of the Chapel Royal, der i perioder omkring 1600 optrådte på Blackfriars Theatre. Såvel denne som Paul’s Boys betød konkurrence for ‘voksne’ trupper som Shakespeares, og der hentydes til dem i Hamlet (III, 2) hvor Hamlet instruerer skuespillerne. D gik siden ofte over i en voksen karriere.

D var også på anden vis en vigtig komponent i Shakespearetidens teatre; eftersom kvinder ikke måtte optræde på scenen, blev kvinderoller udført af D. I sine kvindefigurer har Shakespeare således måttet tage hensyn til mulighederne i udtryksregistret. Med kvinders adkomst til scenen og mere markante idéer om sandsynlighed i den senere del af 1600-tallet blev D et marginalfænomen. Egentlige børnetrupper kendes fx fra 1700-tallets pantomimer, som den der blev ledet af den legendariske Nicolini, og som er blandt forudsætningerne for den casortiske pantomime.

I ikke-vestligt, traditionelt teater begynder uddannelsen til skuespiller meget tidligt, og drenge ses i ganske krævende partier, som i det urgamle indiske kutiyattam teater. Se også Børn på scenen.

Bibliografi: Hillebrand, H N The Child Actors: a Chapter in Elizabethan Stage History 1926; Jardine, L Still harping on Daughters: Women and Drama in the Age of Shakespeare 1983; Mantzius, K Engelske Theaterforhold i Shakespearetiden 1901 & Skuespilkunstens Historie III 1897-1916.