dramatisk rum

Dramatisk rum, det imaginære rum, der opstår, når man læser (eller lytter til) et drama. For overhovedet at forstå en sammenhæng i følgen af replikker må man foretage en minimal iscenesættelse i fantasien. Det DR er et fiktionsrum ligesom fx romanens, men er i modsætning til romanens mere stiliseret og med en højere grad af symbolsk karakter, fordi det henviser til en scene og ikke til virkelighedens rum. Det er et subjektivt rum og opbygges af dialogens indikationer på tid, sted og bevægelser og især ud fra regien. Dramatikerens anvisninger af rummet varierer gennem de forskellige dramaepoker. Det antikke drama fx er så godt som uden regi, fordi det er skrevet til en allerede veletableret scenepraksis. På samme måde forudsatte det klassicistiske drama af Molière og Racine med sin sparsomme regi barokscenens spil- og rumkonventioner. Regien voksede i omfang i 1800-tallet, hvor rummets dybde, takket være ny sceneteknik, bedre lod sig udnytte og dermed i højere grad kunne afspejle virkelighedens tredimensionalitet. Den detaljemættede indretning af dette lukkede rum kulminerede i det naturalistiske samtidsdrama især hos Ibsen. I 1900-tallet, hvor dogmet om stedets enhed ikke længere er gældende, ses mange varianter af det DR. Der er de åbne episke rum i Strindbergs Til Damaskus 1898, indre rum på linje med ydre i Arthur Millers En sælgers død 1949 eller den radikale version af det lukkede rum i Becketts Slutspil 1957. I det DR indgår også – mere flygtigt – personernes krops-og handlingsrum, der dog først viser sig i opførelsen gennem skuespillernes ageren på scenen.

Bibliografi: Nøjgaard, M Det litterære værk 1993.