Deus ex machina, ‘guden fra maskinen’, i antikkens teater en betegnelse for opløsningen af den dramatiske knude, når en gud nedsænket på scenen greb afgørende ind i handlingen. Siden er begrebet kommet til at stå for en dramaturgisk effekt, hvor en person eller en afsløring pludselig løser op for de dramatiske komplikationer; det regnes ofte for en påklistret nødløsning. I Molières Tartuffe afværges den afsluttende katastrofe ved et kongeligt sendebuds indgriben; Brecht bruger en tilsvarende effekt med stor ironi i Laser og pjalter.