Dekonstruktion, et begreb lanceret af Jacques Derrida i bogen De la grammatologie 1967 (Om grammatologi 1970). D defineres som et arbejde, der består af to faser: først nedbryder man en tekst og dernæst genopbygger man den. I sin bog dekonstruerer Derrida semiologiens udtryk/indhold, hvor indholdet tænkes at eksistere forud for udtrykket, idet han hævder, at der ikke er et indhold før et udtryk. Ethvert indhold befinder sig i samme position som udtrykket. Således findes der fx ikke en tekst, et nærvær, før den bliver læst, hvorved modtageren kommer til at deltage aktivt i fortolkningen. D fik stor betydning i USA i 1970'erne til brug for analyse af litterære tekster. Staffan Valdemar Holms Hamlet-opsætning Malmö Dramatiska Teater 1995 og Ole Bornedals Macbeth Gladsaxe Teater 1998 er eksempler på D af klassikere, her af Shakespeare.
Bibliografi: Andersen, J E & Madsen,C& Raffnsøe-Møller, S Afskrift – om og af Jacques Derrida 1992; Christiansen, S Den scenografiske skuespiller 1996; Lehmann, N Dekonstruktion og Dramaturgi 1996.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.