commedia dell'arte

Commedia dell'arte, italiensk teaterform, især kendetegnet ved brug af masker, faste rolletyper og improvisation. Arte angiver ‘métier’ eller ‘håndværk’, og C er da også en af de tidligste former for professionelt teater i nyere tid i Europa. Den opstod i Norditalien midt i 1500-tallet. Blandt ingredienserne var stof fra det lærde, ikke-professionelle teater, commedia erudita, tilsat masker og folkelig komik.

Fra mere primitive former, ofte spil mellem herre (Pantalone) og tjener (Zanni), udvikledes større trupper, som optrådte både på markeder og ved fyrstehoffer. De havde flere genrer på repertoiret, isprængt indslag af dans, musik og akrobatik. Skuespillerne fulgte ikke en skreven tekst, men improviserede over et handlingsskelet (scenario eller canovaccio). Deres afsæt var registre af situationer, dialoger, tirader og gags (lazzi). Figurgalleriet kom til at omfatte fædrene, købmanden Pantalone og den lærde Dottore, de unge elskende (uden maske), den storpralende Capitano, samt et broget mylder af komiske tjenere. Blandt de kendteste blev Harlekin og Brighella fra Bergamo og Pulcinella fra Napoli. Dialekten var en del af typernes særkende. Figurerne blev indlært ved en art mesterlære.

Allerede i 1500-tallet spredtes C ud over Europa. Trupperne turnerede og spredte på forskellig vis inspiration. Shakespeare er således påvirket af C i komedieplots og komiske karakterer. Udøverne var højt værdsatte som underholdere, men samtidig anset som en suspekt kaste, ikke mindst af kirken. Blandt anstødelighederne var kvinders medvirken, som var usædvanlig i tiden, og brugen af masker, som refererede til en suspekt folkekultur. En vigtig udvikling fandt sted i Frankrig, hvor der fra 1658 fandtes en fast trup i Paris, La Comedie-Italienne, som bl.a. Molière lod sig inspirere af. Også Holberg værdsatte den robuste komik, som han kendte fra den trykte udgave Le Théâtre Italien af parisertruppens stykker. I Italien var C ved at forfalde til tomgang, da Carlo Goldoni i midten af 1700-tallet introducerede en mere realistisk komedieform uden masker og improvisationer. Under oplysningstiden blev masker og ikke mindst Harlekin et symbol på primitiv tilbageståenhed.

Cs opståen har givet anledning til mange teorier. Dens første historiker, teatermanden Luigi Riccoboni, førte den tilbage til antikken i et forsøg på at legitimere métier’en gennem hævdelse af klassiske rødder. Også siden har tanken om en genealogisk ‘udvikling’ fra fx atellanerfarcens typer markeret sig, stærkest i Hermann Reichs Der Mimus 1903. Teaterformen regnes for død i slutningen af 1700-tallet. Dele af traditionen levede dog videre i mere ydmyge sammenhænge: turnerende trupper, cirkus, varieté, (stum)filmfarcer og pantomimer – som på Pantomimeteatret i Tivoli. C har i flere omgange leveret stof til reteatralisering af teatret, en søgen til teatrets livgivende rødder; i 1900-tallet hos pionerer som Meyerhold, Jevgenij Vakhtangov, Edward Gordon Craig, Jaques Copeau, Giorgio Strehler og Dario Fo. Se også Accesi; Akrobatik; Andreini; Bertinazzi; Biancolelli; Fedeli; Gelosi; Gherardi.

Bibliografi: Haller, M Teaterspil og tegnsprog 1977; Oreglia, G Commedia dell’arte 2002; ‘Myten om commedia dell’arte’ i Teatrets Teori og Teknikk 6, 1968.