Audience development, et teaters eller anden kulturinstitutions aktive indsats for at opdyrke nye publikumsgrupper ved at opbygge netværk inden for lokalsamfundet, særlige interessegrupper etc., og gøre dem til aktive partnere. Direkte oversat betyder audience development 'publikumsudvikling'. Begrebet er særlig kendt i England, hvor Labour siden 1998 har bevilget særskilte puljer til new audiences.

Teatergrupper har siden med stort held kunnet etablere kontakt med folk, som ikke før har været i kontakt med teater eller set sig selv som teatergængere. Royal National Theatre udviklede fx i forbindelse med en opsætning af det indiske helteepos Ramayana 2001 så tætte relationer til Londons asiatiske befolkningsgrupper, at 50% af de førstegangsbesøgende, som tegnede sig for 30% af den samlede publikumsandel, var asiater. Metoden var at oprette et rådgivende panel af handlende og restauratører med stor kontaktflade i de asiatiske miljøer, udgive materiale på fem asiatiske sprog, uddanne de ansatte i forhuset i ‘kulturel bevidsthed’, ansætte asiatisk personale til at servicere publikum, servere asiatisk mad og drikke i pausen samt arrangere optræden i pausen af lokale asiatiske kunstnere.

I Danmark har man især på Betty Nansen Teatret under teaterprojektet De andres tanker bevidst benyttet sig af audience development i indsatsen over for nye publikumsgrupper: I en særlig afdeling af teatret, C:NTACT, får unge med udenlandsk såvel som dansk baggrund hjælp til at producere forestillinger. Derigennem opsøger afdelingen nye veje til at få især indvandrere i teatret.

Bibliografi: Roger, R Audience Development, Collaboration between Education and Marketing The Arts Council of England 1998.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig