arketype

Arketype, Psykiateren C.G. Jung kalder A for dominanter i det kollektive ubevidste, men dybest set beror alle livsytringer på arketypisk grundlag, idet de repræsenterer instinktive realiteter i psyken. Det kollektive ubevidste består af menneskehedens typiske reaktionsmåder, af nedarvede muligheder for psykiske funktioner. Jung anser dette område for en form for alment menneskeligt arvegods, der danner grundlaget for al individuel psyke.

De typiske menneskelige reaktionsmåder kan være angst, kamp mod overmagten, forholdet mellem kønnene og mellem børn og forældre, forholdet til had, kærlighed, fødsel og død. A svarer til mulige typiske grundoplevelser som menneskeheden har gennemlevet og er bevidsthedens usynlige rødder. Myter og eventyr viser i symbolbilleder arketypiske elementer som fx Prometeus, der røver ilden, Herakles der dræber slangeuhyret, skabelsesmyten og syndefaldet. Men også fader- og moderskikkelser, had og kærlighed er arketypiske fænomener.

Jungs syn på psyken var under stadig udvikling, og først i 1919 benyttede han ordet ‘arketype’ frem for det hidtidige ‘urbilleder’. I 1933 udkom bogen Die Beziehungen zwischen dem Ich und dem Unbewussten (Jeg’et og det ubevidste 1966) og i 1943 Über die Psychologie des Unbewussten (Det ubevidste 1961), der begge omhandler A. Det absurde teaters forfattere benytter i høj grad A i deres dramatik fx i Ionescos Amédée ou Comment s’en débarrasser 1954 (Amédée eller Hvordan bliver vi af med det? Folketeatret 1961), hvor angst og ensomhed visualiseres ved et voksende lig. Inden for semiotiskforestillingsanalyse fremanalyseres som oftest de arketypiske lag ved at oplede dybere betydninger i forestillingen.

Bibliografi: Jacobi, J C.G. Jungs psykologi 1968.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig