Annonce, fr. annoncer, lat. annuntiare ‘at forkynde’, en mod betaling i et medie offentliggjort meddelelse af kommerciel karakter. Inden det ca. 1700 blev almindeligt med plakater og avisannoncering, gjorde et rejsende teater reklame for sig selv gennem en larmende parade gennem byen – en praksis der gradvist forsvandt i takt med, at aviser blev almindelige i løbet af 1700-tallet. I dag ses dog stadig parader, når et omrejsende cirkus kommer til byen.

Teatret i Lille Grønnegade annoncerede sin åbning 1722 i Extraordinaire Relationer; men kun én gang hver sæson eller ved særlige forestillinger. Med fremkomsten af adresse (dvs. annonce-)aviser efter 1759 ses de første rubrikker for bl.a. maskerade, opera og comoedie.

Hvor der kun har været få teatre (eller en monopolagtig situation som i Kbh. indtil 1848), har A alene haft karakter af praktisk information; men i en konkurrencesituation med flere teatre anvendes A – gennem opsætning/størrelse, farve samt evt. illustrationer og citater fra anmeldelser – til at overbevise publikum om, at de skal vælge netop denne forestilling.

Dagbladsannoncer for teaterforestillinger placeres oftest sammen som rubrikannoncer under kategorien teater eller evt. forlystelser; men kan også indrykkes som (dyrere) tekstsideannoncer på avisens øvrige sider, hvor de måske kan vække større opmærksomhed.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig