Ansigt uden følelser - James Parsons Human physiognomy explain’d 1747

.

Glæde - James Parsons Human physiognomy explain’d 1747

.

Bedrøvelse - James Parsons Human physiognomy explain’d 1747

.

Vrede - James Parsons Human physiognomy explain’d 1747

.

Foragt - James Parsons Human physiognomy explain’d 1747

.

Frygt - James Parsons Human physiognomy explain’d 1747

.

Affektlære, filosofiske og æstetiske teorier om følelser og deres udtryk med rødder hos Aristoteles og i antik retorik. I klassisk skuespilkunst bygger A især på René Descartes’ teori om de adskilte følelser bl.a. i Traité des passions de l’âme 1649. I håndbøger om skuespilkunst fra 1700-tallet regner man med et afgrænset antal grundaffekter med hver sit gestiske udtryk, fx glæde, sorg, frygt, foragt, vrede og forbløffelse. Den dramatiske rolle blev primært bestemt af dens hovedaffekt, og roller med samme grundaffekt var samlet i rollefag, som skuespillerne specialiserede sig i.

Faktaboks

Etymologi
Se flere billeder nederst på siden.

Bibliografi: Christiansen, S Klassisk Skuespilkunst 1975.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig