Zeami Motokiyo

Zeami Motokiyo, 1363-1443, japansk skuespiller, dramatiker, komponist og teaterteoretiker. Zs far, Kan’ami Kiyotsugu, var en anset sarugaku-skuespiller og blev i den egenskab i 1374 inviteret til shogunen Yoshimitsus hof for at optræde. Z var herefter de næste 34 år shogunatets protegé og udviklede i samarbejde med sin far nō-stilen. Z skrev ca. 90 nō-dramaer, og fra 1400 dertil en lang række hemmelige afhandlinger om nō-kunsten, som blev nedarvet fra generation til generation ved overlevering til kun én fra skolen; først fra 1909 kom de for dagens lys og alle er endnu ikke offentliggjort. 1434 blev Z forvist til øen Sado, bl.a. intrigeret ud af sin nevø, On’a, der blev leder af Kanze-skolen, og som ønskede Zs afhandlinger udleveret – de blev i stedet overdraget Zs svigersøn, Zenchiku, der var leder af Komparu-skolen. Zs æstetiske vokabular omfatter begreber som monomane (skuespillerens realistiske imitation), hana (jap. ‘blomst’, skuespilleren afpasser sin kunst efter publikum), kokoro (den inderste kerne af nō-kunsten, publikums fascination), yugen (den forfinede, og elegante dog dybsindige udførelse) og rojaku (den ro, skuespilleren fremstiller gamle roller med). Z blev løsladt fra Sado i 1441 og levede sine sidste år i Kyoto. I dag, over 500 år efter er Z lige så uomgængelig for nō-kunsten som i sin levetid.

Bibliografi: Zeami Den hemmelige tradition i nô 1971; Hare, T B Zeami’s Style 1986; Ortolani, B Zeami and the Nô Theatre in the World 1998.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig