Wole Soyinka, f. 1934, nigeriansk dramatiker, der også rummer et stort forfatterskab af både prosa og ikke mindst af lyrik. Tilhører s.m. O P’Bitek, C Achebe og Ngugi wa Thiong’o en generation af intellektuelle, der ønskede at definere en afrikansk æstetisk identitet. Dette kommer stærkt til udtryk i de to selvbiografiske værker Isara 1989 om faderen og Aké 1981 om hans egen barndom.

Med solid baggrund i den elaborerede yorobakultur og med sit gennemførte æstetiske formsprog har han skrevet en række verdenskendte politisk kritiske dramaer. Allerede i sin studietid i England skrev han i 1957 det stadig populære og ofte spillede The Lion and the Jewel (DRradio 1968), som beskriver en ung kvindes position mellem en traditionel leder og en ung vestligt påvirket skolelærer. Han grundlagde i 1960 efter at være vendt tilbage til Ibadan, Nigeria, The 1960 Masks og i 1964 Orisun Theatre Company, begge teatergrupper, der med udgangspunkt i yorobatraditionens egungun-maskefestivaler skulle fokusere på uafhængighedstemaer, som nu introduceredes i stykker som A Dance in the Forest, The Trials of Brother Jero, The Strong Breed (alle 1963) og som fortsattes i The Road 1965, Death and the King’s Horsemen og Kongi’s Harvest 1967 – nu med større vægt på magtforholdene i den nye afkoloniserede stat. S sad fængslet for sit politiske virke mellem 1967 og 1969. De traditionelle lederes fallit og de nye magthaveres kulturløshed modstilles og afsløres konsekvent i Madmen and Specialists 1971 og i den Brecht-inspirerede Opera Wonyosi 1981.

I 1978 grundlagde han The University of Ife Guerilla Theatre Unit og arbejdede her eksplicit med politisk kritik af styret som i A Play of Giants 1984 og From Zia, with Love 1992. Han trak sig tilbage fra universitetslivet i 1985 og måtte gå i landflygtighed 1994-98. Også i udlændigheden har han fortsat såvel sin kritik som sit arbejde med at fremstille den afrikanske æstetik i en moderne sammenhæng med stykkerne The Beatification of Area Boy 1995 (KIT/Images of Africa Albertslundhuset 1996) og King Babuu 2002.

Dramatiske værker: The Swamp Dwellers 1973 (DRradio 1971); The Bacchae of Euripides 1973; Before the Blackout; Canwood on the Leaves – begge 1974; Requiem for a Futurologist 1985.

Teaterpriser: Nobelprisen i litteratur.

Bibliografi: Soyinka, W Art Dialogue and Outrage. Essayes on Literature and Culture 1988; Eldred, J The Writing of Wole Soyinka 1973; Gibbs, J Critical Perspectives on Wole Soyinka 1980; Maduakor, O Wole Soyinka: An Introduction to His Writing 1986; Wright, D Wole Soyinka Revisited 1993.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig