William Saroyan

William Saroyan, 1908-81, amerikansk dramatiker og forfatter af armensk afstamning. S debuterede 1939 med enakteren My Heart’s in the Highlands (Mit hjerte er i højlandet DRtv 1964) og blev med ét periodens førende avantgarde dramatiker. S.å. kom hans mest kendte og ofte spillede The Time of Your Life (Livet er jo dejligt Riddersalen 1943, DRtv 1962). Riddersalen fortsatte med hans Rigtige mennesker 1946 (The Beautiful People 1941, Aarhus Teater 1946), samt Mens vi lever 1952 (Don’t Go Away, Max 1949). Med undtagelse af Hello Out There 1942 (Hallo derude DRtv 1953), farves værkernes optimistiske og positive livssyn ofte af en sentimental tone, der gør dem mindre attraktive for nutidens scener. DR har opført en række af hans enaktere.

Bibliografi: Lee, L & Gifford, B Saroyan. A Biography 1984; Whitmore, J William Saroyan. A Research and Production Sourcebook 1994.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig