Vesterbros Teater, teater bygget 1834 uden for Kbh.s volde tæt ved Frihedsstøtten. Arkitekt på bygningen var teatermaleren Troels Lund, der brød med traditionen og byggede en rund teatersal med plads til 1.200 mennesker, der kunne tjene som manege, amfiteater og scene. Om sommeren spilledes udenlandske gæstespil; det var bl.a. her, en italiensk trup gjorde komponisten Gioacchino Rossini populær, og publikum allerede to år efter premieren i Wien kunne se J.N. Nestroys wienerkomedie Lumpacivagabundus 1835. Om vinteren var der cirkus. Senere blev det et spillested for studenterkomedier og nytårsrevyer. 1875 blev det revet ned.