UNESCO

UNESCO, United Nations Educational, Scientific and Cultural Organization, blev oprettet 1945 af FN – Forenede Nationer – for at støtte internationalt kultursamarbejde i fredsbevarende øjemed. Organisationen opererer i fem hovedområder, uddannelse, naturvidenskab, socialforskning og humaniora, kommunikation samt kultur. Inden for teaterområdet har UNESCO taget initiativ til eller på anden vis støttet oprettelse af ITI 1948, AITA/IATA 1952, UNIMA 1957 og ASSITEJ 1965.

2001-05 udarbejdede UNESCO List of Masterpieces of the Oral and Intangible Heritage of Humanity, en liste over kulturskatte, som er i fare for at uddø, medmindre de traditioner, de er overleverede fra, holdes i live. Listen indeholder performative genrer, musikgenrer, rituelle festivaler og ceremonier, kunsthåndværk samt udvalgte folkeslags kulturarv af kunstnerisk, historisk eller antropologisk karakter.

Liste over performative genrer blandt Masterpieces of the Oral and Intangible Heritage of Humanity:
Afrika syd, Malawi, Mozambique, Zambia Gule Wamkulu maskedans
Afrika vest, Nigeria og Benin Gelede dans, Yoruba-folket
Afrika vest, Senegal, Gambia Kankurang maskedans-ritual
Bhutan Drametse Ngachham maskedans
Bolivia Oruro karneval
Brasilien Samba de Roda
Bulgarien Bistritsa Babi sang- og danseritualer
Cambodja Ballet Royale Khmère Sbek Thom skyggeteater
Cuba La Tumba Francesa sang og dans
Dominikanske Republik Cocolo dans
Estland Laulupidu sang- og dansefestival
Guatemala Rabinal Achi dans
Honduras Garifúnas dans
Indien Kutiyattam dans Ramlila dans
Indonesien Wayang animationsteater
Italien Opera dei Pupi Sicilien, animationsteater
Japan Bunraku animationsteater, Kabuki teater, teater
Kina Kunqu teater Uyghur Muqam sang og dans fra Xinjiang-provinsen
Korea Gangneung Danoje dans-, sang-, musik- og masketeaterfestival
Malaysia Mak Yong teater
Mozambique Chopi Timbila musik og dans
Nicaragua El Güegüense masketeater
Rumænien Căluş dans
Spanien Elche mysteriespil Patum i Berga Corpus Christi festival
Tjekkiet Slovácko Verbuňk dans
Tonga Lakalaka dans
Tyrkiet Mevlevi Sema dans
Zambia Makishi maskerade
Zimbabwe Mbende Jeerusarema dans

Formålet er at sikre disse kulturskatte for eftertiden ved at øge det internationale og de nationale samfunds opmærksomhed på deres eksistens og gennem støtte fra UNESCO etablere undervisningsinstitutioner, dokumentation, forskning og udbrede kendskabet til dem gennem festivaler og konferencer. Listen rummer 90 udvalgte kulturskatte, heraf er 37 inden for de performative genrer. Aftalen om ‘Safeguarding Intangible Heritage of Humanity’ er ratificeret af 75 lande i 2007, Danmark er ikke iblandt.

UNESCO er FNs organisation for uddannelse, videnskab, kultur og kommunikation oprettet i 1945, med 192 medlemslande i 2007.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig