Trevor Davies, f. 1949, i England, dansk-engelsk teatermand og arrangør af kulturbegivenheder. Uddannet byplanlægger og siden 1974 virksom som kulturformidler i Danmark. D har en brændende interesse for det nyeste internationale teater, herunder performance og ny cirkus, og har gennem et omfattende internationalt netværk arrangeret rækker af gæstespil i Danmark, bl.a. gennem Københavns Internationale Teater (KIT), som han var medstifter af i 1979. Opmærksomheden om hans aktiviteter tog fart med rækken af Fools-festivaler i 1980'erne, der siden er fulgt op af tema-festivaler som The British are coming, Dancin’ City, Images of Africa, Ny Cirkus Festival, Sommerscene og gæstespil med etniske forestillinger fra tredjeverdenslande. D var 1985-90 leder af Århus Festuge, grundlagde Kanonhallen i 1990 og 1992-1997 generalsekretær for Kulturby ‘96, hvor Kbh. var EU's kulturhovedstad 1996. 2000-2004 leder af The Salisbury Festival i England og 2004-2006 grundlægger og leder af New Writing Partnership, Norwich, England og er fortsat i KITs ledelse.

Teaterpriser: CaféTeater Prisen, Håbets pris, Wilhelm Hansen Fondens Hæderspris.

Bibliografi: Thiesen, L Fools 25 2005.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig