Theatre Royal Haymarket, teater i London, bygget første gang 1720. Nuværende bygning med 906 pladser er fra 1820/21 og med en karakteristisk, korintisk portico-indgang af arkitekten John Nash. Senest ombygget 1994 og et af byens smukkeste teatre. H fik gaslys i 1837 og var det sidste London-teater, der anvendte tællelys; samtidig fjernedes forscene og prosceniumsdøre, der ellers var karakteristiske for engelske teaterrum. Teaterledere som Ben N Webster, J B Buckstone, S Bancroft og H Beerbohm Tree gjorde H til et af Londons mest yndede teatre med flere uropførelser af bl.a. Oscar Wildes elegante og vittige lystspil, som A Woman of No Importance 1893, og i 1914 engelsk 1. opførelse af IbsensGhosts. I 1990'erne optrådte en række stjerner som Judy Dench, Peter Ustinov, Derek Jacobi, Alan Bates, Jessica Lange, Maggie Smith og Vanessa Redgrave, i fremragende opsætninger af moderne klassikere iscenesat af bl.a. Peter Hall, en tradition Peter Hall har fortsat i det nye årtusinde, bl.a. med Judi Dench i Noël Cowards Hay Fever 2006.

Bibliografi: Nicholson, W The Struggle for a Free Stage in London 1906/1966; Watson, E B Sheridan to Robertson. A Study of the Nineteenth-Century London Stage 1936/1963.

Eksternt link:

www.trh.co.uk

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig