Steen Stig Lommer

Steen Stig Lommer, f. 1960, dansk skuespiller, uddannet på Statens Teaterskole 1984, og teaterchef. L gjorde sig først gældende i et moderne repertoire med en lurende farlighed, en påtrængende insisteren fx i Bernard-Marie Koltès’ I bomuldsmarkernes ensomhed Mammutteatret 1994 og i titelrollen i Tracy Letts’ Killer Joe Edison 1995. Men talentet rummer også en stilfærdig, men stor humor med en undertone af misantropi, der har været bærende i både revyer og klassiske roller som Shakespeares narre i Helligtrekongersaften og Som man behager Grønnegårds Teatret 2001 og 2002. Han spillede med vid i Ionescos Den skaldede sangerinde Teatret ved Sorte Hest 2002 og s.å. i Alistair Beatons Spindoctor på Nørrebro Teater. L var konstitueret leder af Bådteatret 2001/02 og er siden 2003 chef for Grønnegårds Teatret. Søn af Lone Hertz og Stig L.

Teaterpriser: Årets Dirch.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig