Sejr Volmer-Sørensen

Sejr Volmer-Sørensen, 1914-82, dansk teaterdirektør, instruktør, skuespiller, oversætter og tekstforfatter, uddannet koncertpianist. 1938-40 var V leder af Riddersalen s.m. Sam Besekow, og efter besættelsen kom han ind i impresariovirksomhed og var 1950-62 tilknyttet DR, hvor han medvirkede i en række populære radio- og tv-shows. Derefter fulgte en tid som instruktør, oversætter og skuespiller, inden han 1972-78 var direktør for Revykøbing kalder i Nykøbing F. 1979 overtog han Cirkusrevyen, som han ledede til sin død. Hans linje var underholdning for alle og uden politiske budskaber. I 1976 startede han Amager Scenen med ønsket om at lave et renlivet københavnsk morskabsteater. Desuden skrev han ca. 900 sangtekster, bl.a. Melodi Grand Prix-vinderen fra 1963, ‘Dansevise’. Gift med Grethe Sønck.

Bibliografi: Volmer-Sørensen, S Stjerneglimt og nullermænd. Muntre apropos’er til 60 år i livet og 40 år på scenen 1974; Ravnbøl, U Volmer – som vi kendte ham 1982.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig