Sam Shepard, 1943-2017, amerikansk dramatiker, skuespiller, komponist og instruktør. Sam Shepard rejste med turnéteatret The Bishop’s Company Repertory Players til San Francisco og blev 1961 ansat som husdramatiker ved det lille Magic Theatre. 1963 rejste Shepard til New York, hvor hans første prisbelønnede værker, Cowboys og The Rock Garden, blev spillet på Theatre Genesis 1964. Gennembruddet kom med Icarus’s Mother 1965. 1972-74 boede han i London, hvor han bl.a. skrev både tekst og musik til det tidlige hovedværk, rock-dramaet The Tooth of the Crime, mens hans internationale gennembrud kom med The Curse of the Starving Class 1977. Sam Shepard betragtes som en af de væsentligste scenefortolkere af det amerikanske samfund i det 20. årh.; den amerikanske drøm sat over for den virkelighed, den udspilles i, formet som absurde eller groteske nytidsmyter med afsæt i det realistisk genkendelige. Sam Shepard har skrevet over 40 dramafortællinger, men fra midten af 1980'erne har hans fokus ligget på film, både som manuskriptforfatter, bl.a. Wim Wenders’ Paris, Texas 1985 og som skuespiller.

Dramatiske værker: La Turista 1966; Red Cross 1967; Angel City 1976 (Englenes by CaféTeatret 1983); Buried Child 1978 (Crazy Farm eller Begravet Barn Gladsaxe Teater 1981); Fool for Love 1979 (Rialto Teatret 1986); True West 1980; A Lie of the Mind 1985; States of the Chock 1991 (Choktilstand Vintapperteatret 1994); Simpatico 1994 (Det Kongelige Teater 1997).

Bibliografi: Bottoms, S J The Theatre of Sam Shepard: States of Crisis 1998; DeRose, D J Sam Shepard 1992; Mottram, R Inner Landscapes: The Theater of Sam Shepard 1984; Wade, L A Sam Shepard and the American Theatre 1997.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig