Saltlageret, åben scene på Gl. Kongevej i Kbh. 1976-87. Kommunen stillede den tidligere pumpestation, som siden 1950 havde fungeret som lagringsplads for vejsalt, til rådighed for den rytmiske musik og det eksperimenterende teater. Bygningens rå arkitektur var helt i tråd med tidens trend, og det var bl.a. her, det nystartede Mammutteatret i 1984 spillede sin første store forestilling Titanics undergang af Ebbe Kløvedal Reich og Claus Flygare, og at Københavns Internationale Teater fandt rum for en række arrangementer. Stedet lukkede 1987 for at blive revet ned og give plads til Tycho Brahe Planetarium, indviet 1989. Den åbne scene blev erstattet af Kanonteltet 1990, senere Kanonhallen, til teater og Pumpehuset til musik.
Saltlageret
![](https://media.lex.dk/media/43575/standard_compressed_Saltlageret.jpg)
Saltlageret. Mammutteatret spillede Ebbe Kløvedal Reich og Claus Flygares Titanics Undergang i Saltlageret 1984. Forestillingen var instrueret af Line Krogh og med scenografi af Aase og Ronnie Engström.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.