Søren Elung Jensen, f. 1928, dansk skuespiller, uddannet Odense Teater 1953 og ansat til 1961. J blev hurtigt centralt placeret i ensemblet. Han var således Konstantin i Tjekhovs Mågen 1955, prinsen i Drachmanns Der var engang – 1956, Danmarks første Jimmy Porter i John Osbornes Ung vrede 1958, Ibsens Peer Gynt 1959 og Garcin i Sartres Lukkede døre 1960. S.å. blev J landskendt som Pastor Cargo i Kaj Munks Kærlighed på DRtv.

Rollelisten inkluderer talentets facetter af virilitet, intelligens, følsomhed og humor, der siden kunne gå over i det groteske. 1961-64 var han knyttet til Det Kongelige Teater i roller som Tusenbach i Tjekhovs Tre søstre 1961 og Mick i Harold Pinters Gæsten 1962. Derefter freelance med periodevis tilknytning til Det Ny Teater bl.a. som Roma i Brechts Arturo Ui 1964 og Emanou i Fernando Arrabals Automobilkirkegården 1965. 1998 spillede J direktøren i Lars Noréns Personkreds 3 på Edison og 2003 i Christian Lollikes Undskyld Gamle på Odense Teater.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig