Rumænien

Rumænien, Det rumænsk talte teater blev båret frem af amatørbevægelser med to stærke centre i Iaşi og Bukarest, som i 1852 fik sin første etablerede scene, Teatrul cel mare, omdannet 1875 til nationalteater, Teatrul naţional. I begyndelsen af det 20. årh. oplevede Teatrul naţional en periode med moderne tiltag under ledelse af Alexandru Davila og Pompiliu Eliade. Efter 2. Verdenskrig blev teatret opkaldt efter landets største dramatiker I L Caragiale og kom sammen med andre teatre, bl.a. Teatrul Municipal og Teatrul Giuleşti, til at spille en ledende rolle i rumænsk teaterliv, der i 1970'erne og 1980'erne havde et stærkt politisk og samfundsmæssigt præg grundet i sovjetisk dominans og kommunistisk jernstyring af landet. I perioden 1965-75, betegnet ‘fermentation’, blev teatret løftet op af en gruppe visionære instruktører, bl.a. Liviu Ciulei, Lucian Pintilie, David Esrig, Cătălina Buzoianu, Andrei Serban og Lucian Giurchescu, som bl.a. arbejdede i Sverige og Danmark. De byggede på et solidt teaterværksted, brug af alle sceniske effekter, lysten til eksperimentere og internationalt samarbejde, hvilket førte det rumænske teater ud i europæisk teaterkredsløb. Forud for dem var det emigranterne, Tristan Tzara, dadaismens fader, og Ionesco, som opnåede verdensberømmelse.

Bibliografi: Alterescu, S An Abridged History of Romanian Theatre 1973.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig