Rose Theatre

Rose Theatre, engelsk teater opført 1587 af Philip Henslowe på sydsiden af Themsen og ombygget 1592. Spillested for Lord Strange’s Men 1592-94, efterfulgt af Admiral’s Men under ledelse af Edward Alleyn med genopsætninger af Marlowes skuespil. Senere videreført af Worcester’s Men, der bl.a. spillede Thomas Heywoods borgerlige tragedie A Woman Killed with Kindness 1603. Muligvis har også Shakespeares tidlige skuespil været opført på RT. RT blev nedrevet i 1605-06. 1989 blev selve fundamentet til RT afdækket i forbindelse med opførelsen af en kontorbygning, hvorved det første arkæologiske vidnesbyrd om et elizabethansk teater dukkede op. Den indre teatergård havde en diameter på ca. 15 m, og scenen var ca.11,5 m bred og 5,5 m dyb – dvs. et sceneareal på godt 63 m2, en relativt lille scene. Scenen var placeret, så forestillingerne drog nytte af eftermiddagssolen, og af at det skrånende gulv foran scenen var dækket af et ca. 30 cm tykt dække af hasselnødskaller, som et slags dræn for den også dengang hyppige Londonregn.

Bibliografi: Eccles, C The Rose Theatre 1990; Hallar, M ‘Hele verden er en skueplads’ i Heiner, J Aarhus Teater på Scala/Shakespeare-skrift 1989/90.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig