Roland Schimmelpfennig, f. 1967, tysk dramatiker. Debuterede med Die ewige Maria 1996. Med stor dramaturgisk snilde og en veludviklet sans for fortættede og spændingsmættede situationer bevæger S sig som i Die arabische Nacht 2001 (Den Arabiske Nat DRradio 2002, Husets Teater 2003), Push Up 1-3 2001 (Det Kongelige Teater 2003) og Angebot und Nachfrage 2005 (Udbud og efterspørgsel Holland House på Kbh.s Universitet 2006) ubesværet mellem ydre og indre virkelighedsplaner. Den hyppige brug af magiske elementer og dobbeltbundede karakterer medvirker til skabelsen af et univers, hvor såvel tid som orientering svært lader sig fastholde. I flere perioder har S været knyttet til forskellige teatre som husdramatiker, bl.a. Schaubühne am Lehninerplatz 1999/2000.

Dramatiske værker: Keine Arbeit für die junge Frau im Frühlingskleid 1996; Fish um Fish 1999; Mez 2000; Vorher/Nach 2002; Frau von früher 2004; Auf der Greifswalderstrasse 2006 (Greifswalderstrasse Aarhus Teater 2006).

Bibliografi: Stück-Werk 3 Theater der Zeit 2001.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig