Roger Blin

Roger Blin, 1907-84, fransk skuespiller og instruktør, især knyttet til det absurde teaters gennembrud. Debuterede som skuespiller i Antonin Artauds Les Cenci 1935 og arbejdede siden hos Charles Dullin og Jean-Louis Barrault. Hans iscenesættelse af Strindbergs La Sonate des Spectres 1948 overbeviste Beckett om, at han var den rigtige til at indstudere En attendant Godot 1953 på Théâtre de Babylone – en opsætning, der betød et afgørende gennembrud både for ham som instruktør og for Beckett som dramatiker og førte til et tæt samarbejde mellem de to. B har også arbejdet sammen med Jean Genet (Les Nègres 1959 og Les Paravents 1966) og desuden instrueret dramaer af bl.a. Athol Fugard, Sławomir Mrożek og Thomas Bernhard.

Bibliografi: Aslan, O Roger Blin and Twentieth Century Playwrights 1988; Genet, J Lettres à Roger Blin 1966.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig