Riccoboni, italiensk familie af teaterfolk, hvis mest kendte medlem, skuespilleren og dramatikeren Luigi R, 1676-1753, var leder af den ny commedia dell’arte trup, som blev ansat i Paris i 1716, kendt som Le Nouveau Théâtre Italien. Hans reformønsker foregreb på flere måder Carlo Goldoni. Under Luigi Rs ledelse gav Marivaux maskekomedien en mere følsom og raffineret form. Holberg opsøgte ham i Paris med to komedier, men blev afvist. Luigi R skrev det fransk-italienske teaters historie, Histoire du Théâtre Italien 1726, og flere af hans teaterteoretiske værker, bl.a. Dell’arte rappresentativa 1728 og De la réformation du théâtre 1743, var stadigt mere kritiske mod kunstarten. Han endte med at forlade professionen. Sønnen Francesco R, 1707-72, var skuespiller og forfatter til L’art du théâtre 1750 (da. 1765), der plæderede for scenisk naturlighed og blev et referenceværk for bl.a. Peder Rosenstand-Goiskes kritik.

Bibliografi: ‘Myten om commedia dell’arte’ TTT 6, 1968; Clausen, J S Holberg og Le Nouveau Théâtre Italien 1970.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig