Ramlila, hindu lila ‘teater’, nordindisk folkelig teaterform, baseret på Ramacharitmanas fra 1574, den indiske poet Tulsidas folkelige version af det oldindiske epos, Ramayana. Opførelserne finder sted i hundredevis af landsbyer under Dussehra-højtiden i oktober eller november og kan strække sig over alt fra ti dage til en hel måned. Alle i landsbyen deltager i festlighederne, enten som performere og statister eller som maskelæggere, musikere og teknikere. Centralt i fortællingen står helten Ramas sejr over dæmonen Ravana, hvis statue afbrændes under lysfesten Diwali som forestillingens kulmination. Alle performere er mandlige; Rama, hans brødre og hans kone, Sita, spilles af drenge med malede ansigter og rigt ornamenterede kroner, mens aben Hanuman, der er Ramas hjælper, samt dæmonerne Ravana og hans brødre bærer masker. Den mest spektakulære R strækker sig over en hel måned og finder sted i Ramnagar på den anden side af Gangesfloden overfor Benares. Her bekostes festivalen af maharajaen af Benares, som selv deltager i hele spillet fra elefantryg.

Bibliografi: Kapur, A Actors, Pilgrims, Kings and Gods: The Ramlila at Ramnagar 2006; Lutze, L ‘Enacting the Life of Rama’ i Fischer-Lichte, E The Dramatic touch of Difference 1990.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig