Preben Neergaard

Preben Neergaard, 1920-90, dansk skuespiller, uddannet på Det Kongelige Teater 1943 og instruktør. N var på Det Kongelige Teater 1943-47 og igen 1952-57. Han arvede de Holbergske Henrik-roller efter Holger Gabrielsen og tilførte dem en intelligent og flabet charme i bl.a. Henrik og Pernille 1945 og Mascarade 1957, men han var også den stilfærdige Meyer i Henri Nathansens Indenfor Murene 1952. I andre roller viste han sin maskulinitet med styrke og farlighed fx Mackie Messer i Brecht/Weills Laser og Pjalter Aveny Teatret 1958 og som kejseren i Fernando Arrabals Arkitekten og kejseren af Assyrien Boldhus Teatret 1969 og tilsat sårbarhed og ubeslutsomhed i Shakespeares Richard II i en Jan Kott-inspireret opsætning på Aarhus Teater 1967. Han var en træt resignerende, intellektuel George i Edward Albees Hvem er bange for Virginia Woolf ? Gladsaxe Teater 1977 og en farlig, kunstnerisk jaloux Salieri i Peter Shaffers Amadeus Aalborg Teater 1982. På tv viste han ironisk bund bl.a. i Leif Panduros Rundt om Selma 1971 og I Adams verden 1973.

Som instruktør var N måske bedst til det festlige sceneudspil som i Shakespeares Helligtrekongersaften Folketeatret 1956 og En Skærsommernatsdrøm NyScala 1970 med påvirkning fra Kott. Han fejrede Holberg med en flot gennemarbejdet iscenesættelse af Ernst Bruun Olsens Den poetiske raptus Det Kongelige Teater 1976, og han iscenesatte også en række Holbergkomedier, hvoraf flere blev ret traditionstro, mens der var fornyende frækt spræl i de sjældent spillede De usynlige og Julestuen Det Kongelige Teater 1978. Også iscenesættelsen af Brechts Galileis liv Folketeatret 1979 viste fornyelse af en i perioden stagnerende Brecht-stil. N var desuden en meget anvendt revyskuespiller og -instruktør Se også Ludvig Holberg.

Teaterpriser: Teaterpokalen.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig