Polen

Polen, Den polske teaterhistorie deler sin nations turbulente skæbne præget af krige og udslettelser 1795-1918 og 1939-1945, patriotiske opstande 1830-1831 og 1863, og senest totalitaristisk styre 1948-1989, interne opgør med statsapparatet 1968, 1970, 1976 og 1980-81, militarisering af samfundet og indførelsen af krigsretstilstand 1981-83, samt overgang til kapitalistisk demokratisering 1989. Ps omtumlede historie har været en uudtømmelig inspirationskilde for teatret, der igennem tiderne har spillet sin rolle som bevidsthedsvækker under den nationale og kulturelle udvikling.

Det polske teaters rod står i oplysningstiden 1764-95, da kongehuset gav støtte til de første teaterbygninger og faste ensembler af skuespillere. Hovedkraften bag teatret var i disse år Wojciech Bogusławski, grundlægger af Teatr Narodowy, mens romantikken 1822-1863 domineredes af dramatikere i eksil: nationalskjalden Adam Mickiewicz, samt Juliusz Słowacki, Zygmunt Krasiński og Cyprian Kamil Norwid, som drømte om genskabelsen af det P, der i 1795 forsvandt fra kortet. Politik og mysticisme gik hånd i hånd med messianistiske idéer. Denne tungsindige linje blev imidlertid brudt i midten af 1800-tallet af komedieforfatteren, Aleksander Fredro, efterfulgt af et nyt hold af dramatikere, bl.a. Gabriela Zapolska, som på naturalistisk vis malede et bredt billede af samfundslivet. Den kunstneriske bevægelse Młoda Polska (Det Unge Polen), 1890-1918 stillede sig i skarp opposition imod denne tendens og forlangte ‘kunst for kunstens skyld’. Ekspressionisten Stanisław Przybyszewski blottede den nøgne sjæl i sine dramaer, mens symbolisten Stanisław Wyspiański fremlagde en bidende satire over romantikernes forsumpede patriotisme og irrationelle omgang med virkeligheden. Under Ps tre delinger 1772, 1791 og 1795 svingede de polske teatres situation fra delstat til delstat. Warszawa lå under russisk kommando og teatrene her blev fra 1821 styret af tsarens dignitarer. Først med Teatr Polski, stiftet 1913, løsnedes grebet. Anderledes var det i Kraków, der hørte til den mest autonome del under østrigsk herredømme. Her etableredes det første teater i 1781, fra 1799 i egen bygning, nu Stary Teatr im. Heleny Modrzejewskiej, der under direktion af instruktøren Stanisław Koźmian 1865-85 oplevede en kunstnerisk forvandling. Teaterreformerne tog for alvor fart, da Teatr Miejski, nu Teatr im. Juliusza Słowackiego, åbnede 1893 og indledte samarbejdet med dramatikeren og scenografen Wyspiański, som satte sit avantgardistiske præg på byens teaterliv.

Den efterfølgende mellemkrigstid 1918-1939 markerede fortsat udviklingen af teatret i moderne retning. Ny absurd-grotesk dramatik af bl.a. Stanisław I Witkiewicz og Witold Gombrowicz spredte sig over hele landet, mens tidens mest visionære iscenesættere, Leon Schiller og Juliusz Osterwa, på hver deres måde fornyede de teatralske udtryk i samarbejde med scenografer som Karol Frycz, Andrzej Pronaszko, Wincenty Drabik og Władysław Daszewski. Samtidig skød små eksperimentelle scener frem, bl.a. Józef Jaremas kunstnerteater Cricot i Kraków og Witkiewiczs Teatr Formistyczny i Zakopane.

2. Verdenskrig standsede en livlig teaterudvikling, men teatret levede fortsat i det skjulte; Tadeusz Kantor stiftede undergrundsscenen Podziemny Teatr Niezależny og Mieczysław Kotlarczyk arbejdede konspiratorisk i Teatr Rapsodyczny. Efter krigens afslutning 1945 og kommunisternes magtovertagelse blev teatrene pålagt at støtte det socialistiske samfund. Indførelsen af censuren 1949 og den efterhånden forhadte socialistisk-realistiske doktrin skabte stor modstand, men ved statslig sikring af økonomiske midler vandt teatrene paradoksalt nok stabilitet og kontinuerlig udvikling. Efterkrigstidens teater 1945-1989 oplevede en sand opblomstring. Ikke blot i Warszawa, hvor især de nystiftede Teatr Dramatyczny og Teatr Studio tiltrak mere kræsent publikum, eller i Kraków, der pustede nyt teaterliv i bl.a. Stary Teatr. Også i byer som Łódź,Wrocław, Poznań og Gdańsk opstod der nye teatercentre. Tidens mest spillede dramatikere var bl.a. Tadeusz Różewicz, Sławomir Mrożek, Zbigniew Herbert og Stanisław Grochowiak. Såvel den nye som traditionel dramatik blev formidlet af dengang toneangivende iscenesættere som Erwin Axer, Kazimierz Dejmek, Jerzy Grotowski, Jerzy Grzegorzewski, Adam Hanuszkiewicz, Jerzy Jarocki, Kantor, Krystian Lupa, Konrad Swinarski og Józef Szajna, som hver især skabte deres let genkendelige særprægede sceneudtryk. Det lykkedes dem at alliere sig med landets førende scenografer, bl.a. Andrzej Stopka, Franciszek Starowieyski og Krzysztof Pankiewicz, og på den måde løfte teatret op mod visionære højder. Tiden efter Stalins død og det politiske tøbrud 1956 åbnede mulighed for flere eksperimenter. Kantors Teatr Cricot 2 og Grotowskis Teatr Laboratorium sætte sig i front i teateravantgarden, men samtidig i forlængelse af to generelle linjer i udviklingen af det polske teater. Mens Grotowski, ligesom Koźmian og Osterwa, stillede arbejdet med skuespilleren i centrum af sin teaterefterforskning, sigtede Kantor, ligesom Wyspiański og Schiller, mod autonom teaterkunst. Szajna repræsenterede i denne sammenhæng den gyldne mellemvej, hvor skuespilleren og teaterformen i samme grad blev tilgodeset. I sammenfaldet med 1960'ernes teatralske forsøg oplevede Witkiewicz i særdeleshed, men også Gombrowicz en renæssance. I kølvandet på studenterurolighederne 1968 dukkede mange studenterteatre frem, bl.a. Teatr STU i Kraków og Teatr Ósmego Dnia i Poznań, samt de kunstneriske teatre Akademia Ruchu i Warszawa, Stowarzyszenie Teatralne ‘Gardzienice’ v/Lublin og Scena Plastyczna i Lublin. Musik- og pantomimeteatre, bl.a. Wrocławski Teatr Pantomimy, fik også stor indflydelse på teaterlivet. Efter systemskiftet 1989 forsvandt censuren og statstilskuddene, hvorefter de fleste teatre blev underlagt markedskræfternes frie spil og stod over for svære udfordringer.

Den helt unge generation blev i 1990'erne kaldt for ‘de unge mere talentfulde’ i modsætning til 1980'ernes blot ‘unge talentfulde’, bl.a. Grzegorz Jarzyna, der dog fandt en kunstnerisk vej. Formidlingen af teater og drama er i efterkrigstiden sikret af to tidsskrifter, Pamiętnik Teatralny fra 1952 og Dialog fra 1956, mens den internationalt respekterede anmelder og teaterforsker, Jan Kott, gjorde teaterformidlingen til kunst. Se også Tadeusz Kantor.

Bibliografi: Andersen, J Polsk introduktion 1964; Csató, E The Polish Theatre 1963; Gerould, D Introduction, Twentieth-Century Polish Avant-Garde Drama 1977; Milosz, C The History of Polish Literature 1983; Puzyna, K Theatre in Modern Poland 1963; Strzelecki, Z Contemporary Polish Stage Design 1984.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig