Peggy Ashcroft, 1907-91, engelsk skuespiller. Debut 1926 i James Matthew Barries Dear Brutus på Birmingham Rep.Theatre. I London 1929 vakte hun betydelig opmærksomhed i Lion Feuchtwangers Jew Suss ved sit enkle, rene og poetisk-tragiske spil, der siden blev karakteristisk for hendes mange roller. Efter sin første Shakespearerolle, Desdemona, over for Paul Robesons Othello 1930 og en række andre (Imogen, Rosalinde, Portia og Perdita) slog hun i 1932 i Romeo and Juliet for alvor sit navn fast. Hendes første optræden i USA var i 1937 i Maxwell Andersons High Tor. Legendariske er sæsonerne og samspillet med John Gielgud 1937-38 og 1944-45, hvor de bl.a. spillede Shakespeare, Richard Brinsley Sheridan og Tjekhov. Hendes Cecily Cardew i Oscar Wildes Bunbury 1942 omtalte avisen The Times som ‘en juvel der skifter farve med lyset’; berømt er også deres samspil i Shakespeares Much Ado About Nothing i Stratford 1950 og hendes Hedda Gabler af Ibsen 1954. I 1960-61 var hun med til at grundlægge Royal Shakespeare Company (RSC) under Peter Halls ledelse, hvor hun spillede gennem mange sæsoner. Her ydede hun en særlig kraftpræstation som dronning Margaret (fra teenager til gammel) i Halls opsætning af trilogien The Wars of the Roses 1963/64 – baseret på flere af Shakespeares historiske skuespil. Senere succeser er Winnie i Becketts Happy DaysOld Vic 1974/75 og grevinde Rossillion i All’s Well That Ends Well RSC/Barbican 1982, der blev hendes sidste Shakespearerolle. I hendes fødeby Croydon blev i 1962 et teater opkaldt efter hende.

Bibliografi: Billington, M Peggy Ashcroft 1988; Keown, E Peggy Ashcroft: An illustrated study of her work 1955.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig