Paris, Frankrigs hovedstad har i flere perioder været et omdrejningspunkt for europæisk teater. I 1600-tallet havde P en række teatre – Hôtel de Bourgogne, Palais-Royal, Marais og Théâtre de Guénégaud – der præsenterede værker af Pierre Corneille, Molière og Racine. 1680 dannedes ved en fusion La Comédie-Française. Af vigtige teatre tilkom i 1782 Odéon. I 1800-tallet blev boulevardteatrene forbilleder. Det var imidlertid ikke mindst med realismen, og siden naturalismen, at den moderne udvikling var centreret om P, som fx Théâtre Libre fra 1887. Stor betydning fik også symbolistscenerne Théâtre de l’Art og Théâtre de l’ Oeuvre få år senere i udviklingen af nye, ikke-naturalistiske formsprog. Alt i alt er det som centrum for avantgarde og eksperimenter, at P især har placeret sig, med Jacques Copeaus Théâtre du Vieux-Colombier, Cartel des quatres banebrydende produktioner og i 1950'erne som hjemsted for absurdister og eksistentialister. Teaterfolk som Ariane Mnouchkine og Peter Brook har i årtier haft afgørende indflydelse på det moderne teater med udgangspunkt i hhv. Théâtre du Soleil i Vincennes og Bouffes-du-Nord. Théâtre de l’ Europe er placeret på Odéon. Se også Louis Jouvet; Tilskuere på scenen.