Ove Chr. Pedersen, 1893-1993, dansk teatermaler og scenograf. Som søn af teatermaleren Thorolf Pedersen kom P i lære som teatermaler 1910, samtidig med at han gik på Det Kgl. Danske Kunstakademi 1910-15. Efter en studierejse til Italien 1919 blev han 1920 ansat på Det Kongelige Teaters malersal, hvor han virkede frem til 1966, fra 1931 også som kostumier, og fra 1949 som dens leder. P debuterede 1925 med en stærkt Edward Gordon Craig-inspireret scenografi til August Ennas opera Don Juan Maraña og han assisterede Edward Gordon Craig og Johannes Poulsen året efter ved opsætningen af Ibsens Kongsemnerne. Men hans over 150 scenografier blev i øvrigt holdt i mere traditionelle rumudtryk, som forlenede dem med en let elegance og stemningsfuld atmosfære fx til Molières Fruentimmerskolen 1932, Bournonvilles Kermessen i Brügge 1943, Holbergs Barselsstuen 1959 og Carl Nielsens opera Maskarade 1965. Se også Tata.

Bibliografi: Dekorationstegninger på Teatermuseet og Det Kongelige Teaters bibliotek; Elling, C Scenebilleder 1981.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig